Constructive Alignment og risikoen for en forsimplende universitetspædagogik

Malet med artiklen er teoretisk at pavise, at anvendelsen af Biggs’ constructive alignment (CA) (1999) samt af Biggs og Collis’ SOLO-taksonomi som grundlag for udvikling af uddannelser og undervisning i dansk universitetspaedagogik medforer en risiko for generalisering og simplificering. Sporgsmalet er, om CA i en for rigid implementering risikerer at medfore en kvalitetsnedsaettelse, og om alignment og malopstilling som overordnet ramme for forskningsbaseret undervisning direkte kan modvirke dyb forstaelse og kreativ taenkning. I den forbindelse ses naermere pa den gaengse dikotomiske og vaerdibaserede fremstilling af dybde- og overfladelaering. Artiklens aerinde er ikke at afvise men at nuancere disse grundbegreber, som er blevet sa udbredte i dansk uddannelsestaenkning, med henblik pa at undga unodig forsimpling og lette svar pa komplekse sporgsmal og situationer, som mange forskellige paedagogiske teoretikere igennem tiderne har leveret input til.